Ny pige

Hej folkens!

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte med alt det her – hvordan jeg skal få ordene ordentligt ned. Men som jeg kan se, har i nærmest alle, hvis ikke alle, været igennem det, så vil da gøre et forsøg. Jeg har selv lige læst det, jeg har skrevet igennem.. forstår ikke hvorfor jeg har skrevet alt det her. Der er mange ting der presser sig på, og så, så jeg vist bare dette som en mulighed for at komme af med dem. Normalt har jeg svært ved at åbne mig bare sådan uden videre, og derfor er det nok lidt kluntet, og det er kun de mest relevante ting, for den her hjemmeside, som jeg har nævnt. Der skal jo også være noget ved at lære mig at kende.. jo.

Jeg bliver kaldt Emilie, og jeg er på nuværende tidspunkt 16 år gammel. Jeg bor i forstaden til København i hvad der udadtil virker som en idyllisk familie: To gifte forældre, to døtre, et stort hus med stor have og en lidt for dyr dyt. Alt er perfekt. Så perfekt, at når man kender sandheden, er man ved at brække sig.

Jeg blev født som den uønskede fra min mors side. De havde jo allerede en pige.. og på trods af mit daværende lidt drengede udseende, så var jeg ikke just en. Jeg var slet ikke som min tynde slanke søster – hvilket gik min perfektionistiske anorektiske mor meget på, og som sikkert har været med til at forværre det hele. Jeg voksede op i en verden, hvor jeg fra dag ét af ikke var god nok. I starten forstod jeg ikke hvorfor..

Min søster, og ikke mindst alle mine kusiner, var langt tyndere end mig. De havde langt, lyst, glat hår, hele bundtet, mens mit var rødligt og krøllet.. i en alder af fem begyndte jeg at svømme, og jeg elskede det. Jeg havde en sindssyg tankegang om, at jeg var en havfrue, og det var der, jeg hørte til. Jeg var let, og det gav mig en følelse af at være smuk. Alt var klarere.. og når jeg endelig blev hevet op, var det den samme grå verden. Jeg blev hurtigt god. Som seksårig startede jeg i folkeskolen og fra dag et af, blev jeg holdt uden for. Jeg blev mobbet de følgende år.. på grund af noget så åndssvagt som min højde. I første klasse startede jeg på min mors opfordring til skøjtning i skøjtehallen over for min skole. I en alder af syv, var det første gang, jeg følte, at jeg gjorde noget rigtigt – og bare for at få mere stolte blikke fra min mor, drømte jeg i det øjeblik om at blive professionel. Min karriere som det, varede dog kort, da jeg endte på skadestuen sæsonen efter et voldsomt styrt. I en alder af otte, så min mor endnu ikke på mig, og da jeg begyndte at udvikle mig samme år, vendte hun mig helt ryggen. Jeg udviklede mig før min søster. Før de andre i klassen, og jeg ville ikke give dem en til grund til at mobbe mig. Det hele blev for meget, og det var der, jeg begyndte at sulte mig selv, uden nogle som helst indvendinger fra damen, der havde født mig. Udviklingen gik i sig selv, og i en alder af .. godt og vel 9 år blev jeg hevet til side af en urolig skolesundhedsplejerske – efter rigtig mange samtaler blev jeg skrevet af svømmeholdet, fordi jeg var for undervægtig, og senere fik jeg diagnosen. I det omfang mistede jeg de få venner, jeg havde.. dem fra svømning.

Da jeg var 10 år var jeg kommet ind i en "god" rutine, da jeg mistede jeg den, der havde taget sig af mig, da jeg var lille. Og på trods af at hun dog var min oldemor, så jeg hende som min mor. Hun var meget ung, af en oldemor at være, og så elskede hun mig.. lige så højt som min far – business mand uden tid, men med verdens største hjerte. Efter hendes død, gav jeg op og gav mig fuldstændig hen. Jeg, der endelig var begyndt at få venskaber igen, lukkede mig inde og isolerede mig fra omverdenen. Motionerede mere. Spiste mindre. Det hjalp til at glemme tankerne. Da jeg lige var fyldt 12, skar jeg for første gang, selvom jeg havde verdens største skræk for knive. Kort tid efter var det ikke nok, og jeg stak fingrene i halsen, efterfulgt af nogle selvmordsforsøg samt andre strafmetoder, jeg på nuværende tidspunkt ikke vil uddybe.

Da jeg begyndte til kampsport som 13-årig, og der begyndte jeg stille og roligt at få veninder. For første gang i lang tid følte jeg mig lykkelig, og jeg var endelig på vej op ad det hul, jeg havde vandret rundt i, i så mange år. Jeg tog afstand fra det hele, og lærte langsomt at respektere den jeg er. Mit udseende. Og dog.. det lå jo altid i baghovedet, som et dyr på lur. Venter bare på det perfekte tidspunkt at springe frem. Trods mine store tanker om, at jeg nu var rask, så havde jeg stadig de tanker, selvom vægten nu viste en sund vægt.

Det blev til to års sabbat. Jeg startede på efterskolen her i august, og min roommate opdagede mine vaner, da hun havde en veninde, der selv var der. Vi snakkede om det. Mange gange. Jeg forklarede hende, at jeg ikke var helt det, man kunne kalde stabil, og forklarede hende alle ulemperne, da hun virkede fascineret. Lidt før jul opdagede jeg arene .. på hende. Nye ar. Det varede ikke længe for hende. Men jeg kunne ikke mere. Jeg startede for første gang til psykolog. Og det er derfor jeg skriver her.

Nu er der gået et halvt år.. og det er gået op for mig, at jeg ikke kan holde til, at gå alene igennem det her igen. Jeg har brug for at dele mine tanker. Mine synspunkter. Og få en følelse af tryghed og, måske, finde et sted, hvor jeg hører til og kan være mig selv, uden at tænke på de helt store følger.

Emilie.

Velkommen til, Emilie.. Trist historie, du havde at fortælle.. Men vi har jo alle vores grunde.. Håber du kommer til at føle den accept, du aldrig har opnået, herinde.

PS jeg legede også havfrue som lille

Velkomen til .
Håber du findet støtte her <3

Sikke en historie.
Håber du finder lidt frirum her, og selvfølgelig velkommen til

Hej Emilie..

Også velkommen fra mig.. Håber du finder den støtte, du har brug for herinde. Du skal i hvert fald ikke gå med det hele selv - ingen kan klare det her alene..
Og ja, lidt sjovt, men jeg legede også, at jeg var havfrue, da jeg var lille - altid var det Ariel, fordi jeg også har rødt hår ligesom dig Elskede at svømme, men nu er det efterhånden 5 år siden, jeg gjorde det sidst, fordi jeg ikke kan få mig selv til at vise mig nogen steder i badetøj.. Men jeg glæder mig til, at jeg kan igen ..

Knus




"Skyggerne lever kun, hvor der er lys"

Årh, mange tak! Havde ikke rigtig regnet med, at der var nogle, som ville svare - og så så hurtigt. Jeres svar varmede nu. Bliver altid helt mundlam i sådanne situationer.. men, af hele hjertet tak! (:

Det er nu godt at høre at der er så mange havfruer ..
Og ja, det er lidt sjovt, med sådan nogle ting. Jeg var også altid Ariel, og jeg kan tydeligt huske, de gange, jeg badede i badekaret, hvor jeg blev ved med at svømme ind i kanten og bunden, fordi jeg ville ned til Atlantika.

Hejsa Emilie, ked af at høre du har haft så hård en opvækst, og håber(tror) ligesom de andre at du kan finde noget støtte og forståelse herinde omkring de forskellige frustrationer og tanker du må brænde inde med.
Og jeg melder mig også ind i havfrueklubben
Har altid svømmet/dykket meget, elsker det virkelig, og ja, den følelse af bare at glide vægtløs gennem vandet, den ro der findes på havbunden er simpelthen fantastisk