Min historie

Goddag. Jeg er Hazel Williams ( udtales engelsk ), Jeg er 17 år gammel. Og jeg har besluttet at dele mit liv med jer. Min historie, smerte og tanker. Da jeg var 6 år gammel flyttede jeg med min mor, fra England her til Danmark. Jeg taler derfor engelsk som mit modersprog, men er ligeså god til dansk. Min accent er allerede forsvundet, hvilket den gjorde da jeg startede i den danske folkeskole. Det virker måske underligt, at jeg sådan bare.. Fortæller jer alt dette. Og endnu engang tænker jeg på hvilken latterlig person jeg er. Men altså min historie starter i England, d. 13 Februar 1993..

Jeg blev født i en lille smuk landsby i Dales, England. Man kan ikke ligefrem sige jeg var det man kalder et 'ønskebarn'. Min mor fik det man kalder en fødsels depression. Hvis jeg skal være ærlig er hun den dag i dag ikke i stand til at elske mig, og har aldrig været det. Hun har aldrig rigtig, rørt ved mig, holdt om mig.. Eller fortalt mig hun elsker mig, er stolt af mig.
De første par år levede jeg en tryg barndom, dog en barndom uden min mors kærlighed. Men da min fars firma gik konkurs, begyndte drikkeriet også. Skænderierne, depressionen. Vi levede meget fattigt, havde svært ved overhovedet at få mad på bordet. Og selv om jeg kun var 4 vidste jeg hvad der foregik. Jeg har altid været meget moden af min alder. Siden jeg var helt lille har jeg skulle tage mig af min lillesøster. Et halvt år gik, hvor min mor og jeg sled os i gennem tilværelsen, gjorde alt for at vi kunne beholde vores hus og få mad på bordet. Men min fars drikkeri, depression og skænderier med min mor tog til. Drikkeriet engang i mellem, blev til afhængighed. Han truede ofte med at tage livet af sig selv. Og skænderierne udviklede sig til fysiske bank ad min mor. Alt i mens begyndte de natlige besøg, på mit værelse. Jeg husker det ikke tydeligt, det er noget min barnehjerne har valgt at skille sig af med. Men jeg husker lugten af alkohol og sved. Jeg husker smerten. Og hvordan jeg næsten blev kvalt i stille gråd, tårer og hånden over min mund.
Som sagt har jeg skulle taget mig af min lillesøster. Men jeg må desværre fortælle jer, hvilket virkelig tynger mit hjerte, at hun døde, d. 20 Oktober 1999, 2 år gammel. Det var også i Oktober 1999, vi tog til Danmark. Min mor fandt min lillesøster, kvalt i hendes trammeseng. Min far havde skudt sig selv på sit arbejdsværelse. Jeg husker synet af mine fødder, da jeg træder ind på det svampede gulvtæppe, gennemblødt af blod. Og lugten, af saltig blod blandedes med en lugt af jern. Mere husker jeg ikke. Jeg har fået at vide at jeg kastede op flere gange og besvimede. Sagen blev selvfølgelig undersøgt af politiet, men det varede ikke længe før sagen stod klar for dem. Så i slutningen af Oktober, starten November, rejste vi, min mor og jeg, uden særlig mange ting til Danmark. Vi fik en lille lejlighed i københavn, hvor vi har boet siden.

Mit liv startede i Danmark, på en stor og kold skole. Lige fra starten blev jeg mobbet. Jeg har altid været en smule buttet. Ikke fed, bare det normale hvalpefedt, der dog bare hang lidt ekstra i ved mig. I 2. klasse, 8 år gammel, begyndte jeg at tabe mig. Dengang vidste jeg ikke noget om Kcal, om forbranding eller egentlig motion. Jeg stoppede næsten helt med at spise, hvilket passede min mor fint. Hun var, som hun gav udtryk for, træt af at skulle opvarte mig og lave aftensmad ( Som hun jo helt klart gjorde hver dag ) og at jeg spiste hende ud af huset som hun sagde. Så hun var ligeglad, eller nærmere glad. Jeg tabte mig hurtigt og på under 2 måneder vejede jeg mindre end hvad jeg burde. Mine lærere havde selvfølgelig bemærket mit store vægtab. Men lagde ikke noget videre i det. Jeg lignede nu en sund normal pige. Men det fortsatte, inden længe var jeg meget undervægtig. Min mor var begyndt at drikke og var sjældent hjemme. Så som 8. årig klarede jeg sådan set alt selv. Da vi i klassen en dag skulle til det normale sundhedsplejerske tjek, blev alle chokerede. Jeg blev indlagt samme dag, med en vægt på 17 kg og højde på 137. Jeg var i nogle uger tilkoblet slanger der kunst fodrede mig, så jeg kunne få næring. Jeg begyndte at genfinde kræfter og tog langsomt på. 5 måneder senere blev jeg udskrevet, til en alkoholiseret mor og forvisningen om at jeg igen ville tabe mig. For jeg havde lyst til at tabe mig. Min anoreksi var nu rigtig vågnet. Ana var blevet min ven, beskytter og forsørger. Og hun var sulten. Sulten efter at fortære mig, fortære mit fedt. Tabe mig, og det det jeg gør. For hvert gram jeg taber, taber jeg en del af mig selv. Er det ikke uhyggeligt at tænke på, man taber sig selv, stykker af sig selv. Og i samme proces taber man også sig selv rent mentalt.
Siden da, har jeg været inde og ude af hospitaler, special klinikker der har specialiseret sig i anoreksi og ikke mindst flere gange på den lukkede afdeling, da jeg ikke tog på. De beskyldte mig for at kaste op, skjule mad og dyrke overdrevet motion. Så jeg blev overvåget 24 timer i døgnet. Jeg kunne ikke gå på toilettet, i bad eller sove uden at en voksen holdt øje med mig. Jeg var fanget og det var modbydeligt.
Og her er jeg så igen, udskrevet og med en vægt der er skræmmende høj. Og hvad starter jeg min første dag på denne smukke side med? Ja det nemlig rigtigt, at overæde. Æde som et forbandet svin. Og jeg er så klam, så jeg næsten ikke kan bære det. En vægt på 50 slående kilo. 167 cm høj. Jeg kunne slå mig selv ihjel. Sådan et grådigt svin jeg er blevet. Siden jeg sidst blev udskrevet, for 2 uger siden cirka, har jeg ikke kunnet styre mig. Jeg har proppet chokoladekiks og fløde kager i hovedet på mig, mens min tårer slørede mit blik, min næse løb, og jeg lå sammenkrøllet på køkkengulvet i smerte. Sulten. Ikke på mad. Hungrende, som et hjælpeløst lille barn. Men min sult kan ikke stilles, aldrig. For det ikke maden jeg er sulten efter. Det så meget andet. Men jeg trøster mig i den. Det gjorde jeg da i hvert fald de sidste 2 uger. 50 kilo.. Og de overdrevne, usandsynlige høje kalorie indtag. 188, men rundet op 200, 70, 34... Mit hoved er ør af tal der flyder rundt. Store tale der igen beskriver min værdiløshed, svaghed. Og jeg kan ikke overskue det mere. Talene er blevet væk, gemt væk. Men det nu det begynder. Jeg har gjort det så mange gange før. Jeg kan godt igen, første mål er 45, 5 kilo to go. Derefter 40 og så videre..
Men min historie slutter ikke her, jeg er kun 17. Har et helt liv foran mig ( Håber jeg egentlig ikke )
Min fortid er selvfølgelig meget længere. Jeg har med vilje undladet at skrive nogle af de mest brutale ting, men hvis i har lyst til at kende mig bedre, så skriv endelig, jeg er altid åben. Både for at fortælle og at lytte. Klem.

din historie er rigtig trist sad med tåre i øjet mens jeg læste det.
- Velkommen til Håber du her finder støtte

Tusind tak. Det håber jeg også jeg gør, meget endda. Støtte er nok det jeg savner/ har savnet mest. i':

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, er helt mundlam. At man bare bliver taget så kærligt i mod herinde! Det sindsygt i': Jeg kan heller ikke helt fatte ehm.. hvordan skal det forklares, at i virkelig vil støtte mig, og sådan mener min historie er så trist. Jeg har længe levet med den oplevelse at jeg er en helt normal pige med normal baggrund, og at jeg sku ikke skal ynke mig selv. At jeg, som jeg siger, kraftedeme skal stoppe det klymk, nosse mig sammen og komme videre. Da jeg jo ved der er mange der har det 100 gange værre. Men er glad for jeres respons (: Virkelig!
Jeg har virkelig også brug for støtte for tiden, mine dage udvikler sig så jeg spiser cirka 300 kcal i 2 dage og så overæder. Og det fører ligesom lidt i den forkerte retning ):
( ps. profilbillede er taget i dag, for 5 min siden af min fedtbefængte hofteknogle ): )

Jeg sad også med tungt hjerte, og læste din triste historie. :/ Man læser om de i bøger; tænk at det eksisterer.
Og at du samtidig ikke har fået den kærlighed og støtte, der bør være en selvfølge for alle børn - det er hjerteknusende.

Velkommen til forummet. Jeg tror du får meget glæde ved siden. Min personlige opfattelse er, at der her er folk der vil lytte - og forstå.
Jeg håber at du her, vil få en følelse af, at du også hører til. (:

Tak for jeres super venligged og imødekommenhed! Det utrolig dejligt! I må endelig skrive hvis i har lyst, vil altid meget gerne dele ting, tips, historie, følelser ovs.
Klem jeres Hazel

hejsa Hazels, kan ikke sige så meget de andre ikke allerede har sagt. Sad også med tårer i øjnene, og håber du kan finde den støtte herinde du har behov for. Og jeg tænker ikke blot mht at tabe sig, men mht tanker og følelser

Hej Hazel
Jeg ønsker dig også velkommen til

Hej. Tak (:

Sikke en Hearthitter ! Jeg sidder helt og græder sødde Hazel...

Jeg håber virkelig du får den støtte du har brug for.

Klem

Du må virkelig have det svært! :s'
du må love mig at skrive hvis du har brug for
det.. nøøøj ha!
men velkommen, jeg tror virkelig du vil glæde
dig over siden

Hej Hazel

Også et velkommen fra mig.. Jeg håber du finder den støtte du har brug for herinde og bliver lige så glad for siden, som jeg er




"Skyggerne lever kun, hvor der er lys"