hvem jeg er

Hej alle sammen.
Jeg er ny herinde. Jeg er en pige på 13 (snart 14), som bor sammen med min mor og min storebror. Min far døde af kræft i sommerferien. Jeg savner ham ikke, da jeg hurtigt valgte at komme videre. Jeg har ikke et særlig godt forhold hverken til min mor eller bror. Faktisk hader jeg min mor.
Jeg er med i den populære gruppe i skolen (uden at det skal lyde snobbet) Jeg er en rigtig drenge pige, som faktisk også har det bedst med drenge. Jeg stoler ikke så meget på mine venner. det er ikke deres skyld overhoved, men har bare altid haft svært ved at stole på folk. Jeg har en rigtig god ven, som bare betyder alverden for mig. Han er min bedste støtte. Han har aldrig haft det let, så en stor del af mine tanker går altid til ham.
Jeg begyndte at skære i mig selv for et år siden. Min mor opdagede det for ca. et halvt år siden og sendte mig til psykolog. Jeg følte ikke det hjalp, så til sidst spillede jeg bare glad, så jeg fik lov til at stoppe. Min mor tror ikke jeg gør det mere, men det gør jeg altså..
Det startede da min far var syg og jeg havde meget ansvar derhjemme. Jeg lavede mad, gjorde rent, handlede ind osv. næsten hver dag. Jeg trøstede min familie, når de var kede af det, da jeg aldrig selv har været typen der græd. det startede da jeg var 11 år.
Min mor har altid haft store krav til mig. Jeg skal altid være den der klarer mig bedst i skolen i alle fag og være den bedste til de sports jeg går til. Derfor er jeg blevet meget perfektionistisk omkring mig selv og fået et dårligt forhold til min krop. Jeg er 158 høj (og bliver ikke højere) og vejer omkring 46 kg... ja, jeg ved det er meget, da jeg er meget lille og kan heller ikke forklare hvordan de er kommet.. før jul vejede jeg 40-41, men tog så pludselig på, på trods af at jeg ikke spiste så meget som før..
Jeg vil rigtig gerne hjælpe andre og sætter altid andre før mig selv, så i er alle velkommen til at skrive, hvis der er noget.
Hilsen kkk.

Hej kkk Super fin præsentation, du har lavet. Og hjertelig velkommen til siden

Velkommen til

Velkommen! Håber du bliver lige så glad for at være her som jeg allerede er! :-)

Velkommen kkk

Velkommen!

Velkommen

Håber du finder støtte nok til at søge hjælp igen og komme ud af det hurtigst muligt! Du er kun 13 år (ja snart 14), men du er i mine øjne stadig et barn og det er SÅ synd, at du allerede er fanget af sygdommen.

Krydser fingre for dig k

tak alle sammen.

skyggeblomst: jooo, jeg vil egentlig gerne komme helt ud af alt det her, men det er bare det, at jeg har prøvet at skifte til en anden psykolog, da min gamle fordrejede mine ord og var ret ligeglad med hvad jeg sagde, men fik svaret at der ikke var nogen bedre. Desuden vil jeg ikke fortælle min mor det (igen), for sidste gang flippede hun totalt ud og sagde alt muligt med, at det var min egen skyld, fordi jeg ikke snakkede med hende osv...

Velkommen til <3

Velkommen

pyh...læste din præsentation og den ramte mig lige i hjertet. Det er som en uhyggelig beskrivelse af min historie.

Jeg mistede min far da jeg var 12 år.....jeg kan genkende skræmmende meget, både med tabet og alt det du gør i hjemmet. Jeg ved derfor kun alt for godt, at det er et ALT for stort ansvar for en på din alder....oveni at skulle trøste din mor og bror og være den gode ven. Jeg lærte at pakke min omsorg for mig selv helt væk og være der for alle andre- venner som familie. Det er rigtig svært for mig i dag, at prioritere mig selv og mine behov fordi jeg lærte at pakke dem væk.

Disse år selv om jeg dengang i vidste dette, skadede mig så meget at jeg i dag må slås med flere psykiske diagnoser... Da min far døde troede man ikke, at børn kunne blive ramt af sorg, jeg pakkede min sorg væk - måske som du har gjort, men hvor ville det have været godt for mig den gang, hvis jeg fx var kommet i en sorg-gruppe el evt psykolog....

Din psyke siger FRA igennem din spisning og selvskade....den siger at du ikke har det godt og det måske før du har ord for det. Når man ikke er ældre, er man desværre heller ikke i stand til selv at sætte ord på alt, og man skal også være lidt ældre for at kunne reflektere lidt dybere over hvad der sker...dermed ikke sagt, at du ikke både kan være moden og have mange tanker, men hjernen er på overarbejde, når man er teenager og gør alt hvad den kan, men har dog sine begrænsninger....og derfor ENDNU mere vigtigt, at du får hjælp til at sætte ord på det der sker i dig!!!

Min psyke sagde desværre først fra 4 år efter min fars død, men også igennem en spiseforstyrelse...jeg kunne heller ikke der sige, hvad jeg egentlig stod i, så sf blev mit sprog. Desværre var terapeuten SUPER elendig og det var ingen hjælp. Hun sagde det var et teenage-oprør, og dette var langt fra svaret. Hvor ville jeg ønske jeg havde mødt en psykolog, der så mig og min situation, og hjalp mig til at få et andet sprog end spiseforstyrrelsen.
Nu kan jeg fortælle og forstå, hvor skidt det var for mig....Lad det ikke sætte de samme ar i dig, som jeg fik.

Måske du har været i en sorggruppe ellers syntes jeg VIRKELIG du skal få snakket med en eller anden. Kan du evt snakke med en lærer..??? Spørge om hun/han har tid til en lille snak, fordi det er lidt svært det hele. Det vil de helt sikkert kunne forstå og de skal hjælpe dig med at finde den nødvendige støtte!!

Jeg ved, at man ikke bare lige kommer sig over at miste sin far...det tager uendelig lang tid, og det vil nok også altid være et punkt, der altid gør ondt. Jeg tror dog også, at jeg tænkte og gjorde præcist som dig og også tænkte, at jeg kunne komme hurtigt videre. Men desværre kan man ikke bare skubbe det væk, for det vender voldsomt tilbage...

Din historie rammer virkelig mig....gør ondt....men lad det ikke ødelægge dit sind som det nåede at gøre ved mig!!

Kan jeg gøre noget for dig på en eller anden måde så skriv og evt som PM.... Men kan slet ikke holde ud at tænke på at en 13 årig den dag i dag, kan stå i sådan en situation!!

....og VELKOMMEN til forummet....

Velkommen

Velkommen til! (:

Velkommen til

Velkommen