Ny/Gammel ;).

Hej Alle!

Har været medlem herinde før(dog ikke specielt aktiv), men besluttede at få min bruger slettet, da jeg ønskede at "tage mig sammen". Ved ikke hvor godt det er gået: Altså, har fået en del styr på mine bulimi-symptomer, men har til gengæld også øget min vægt. Det er svært at udholde de nye kilo, men jeg tør heller ikke at sulte mig alt for kraftigt, da jeg jo desværre kender ruten(sult = overspisning = opkastning = tilbage hvor jeg startede). Samtidig er det enormt ensomt at være 26 år, og ikke længere være en del af et fællesskab som forstår...så jeg håber I vil tage mig tilbage . Spiseforstyrrelsen har været en del af mit liv, siden jeg var MEGET ung - men pludselig er jeg blevet "voksen", og burde have alt andet end et kaotisk sind, at bekymre mig om. Men sådant fungerer det jo desværre bare ikke....og jeg savner et fællesskab hvor man forstår .

De Varmeste Hilsner
Coverture

Gud, hvor jeg dog bare kender det!! Har netop tænkt på idag, om der overhovedet fandtes andre der har det lige præcis sådan!
Lidt ekstra kilo eller et liv i helvede? Lad os sammen finde frem til en måde at udholde de ekstra kilo!
Må jeg spørge om du er inden for normalvægtsområdet? Bare sådan for at have en idé. Ikke at det gør dig bedre eller dårligere, savner bare sådan én der ikke er ultra-tynd, og som gerne vil ud af det her lort.

Og så lige velkommen til

Velkommen til.

Velkommen tilbage
Havde du samme navn, sidst du var her?

Tusind tak skal I have .
Sparkles: Det er virkelig sjovt at du skriver sådant - for jeg faldt netop over en af dine tråde, hvor jeg nærmest følte at det kunne være skrevet af mig selv. Det er virkelig en svær følelse, når man er sådant lidt fanget imellem 2 forskellige verdener. På overfladen fungerer jeg ok(med studie, job osv), men sandheden er bare, at der alligevel er LANG vej til et "normalt" liv, for en pige midt i tyverne. Især på det sociale område, svinger jeg enormt meget. Kan sagtens være udadvendt i perioder, og siger så ja til en hel masse aktiviteter. Men pludselig bliver det hele for meget, hvorefter jeg nærmest burer mig helt inde i min lejlighed, for at samle kræfter. Er heldigvis "god til" at se glad og overskudsagtig ud, i alle hverdagene(har aldrig sygedage osv), og så holde mine "pauser" i weekenderne(hvor alle andre unge er sociale og render fra det ene arrangement til det andet) - så de færreste er klar over, hvordan jeg reelt har det...især fordi jeg har taget på - og så er alt jo perfekt, i den objektive verden!!!
Og ja, jeg er forresten blevet normalvægtig nu hvor jeg har taget på - så dér er vi også i samme båd ....
Kat: Nej, havde et lidt anderledes brugernavn sidst - men var, som nævnt, ikke specielt aktiv(men fulgte med på sidelinien) .

arj, gud hvor er det skørt! Det er jo mit liv om igen!! Bortset fra at jeg har været normalvægtig meget længe
Synes det går fremad, men nogle gange er det bare så pisse frustrerende! Og det værste er, at jeg ikke rigtig kan finde ud af hvordan jeg ser ud. Måske fordi jeg tænker på hvordan jeg har set ud... og fordi jeg har et skævt billede af hvad der er normalt.. så føler jeg mig enorm!
hvad gør du, når du føler dig alt for stor til noget som helst? (altså hvis du føler det!!) Føler du, du reelt ved hvad str din krop er?

gen-velkommen Er stadig nysgerrig på, hvad du hed sidst, aktiv eller ej.

velkommen tilbage...

Hej hej med dig og velkommen.

Velkommen til igen

Davs og velkommen ^^

Velkommen

Også et hjerteligt gen-velkommen herfra

Tusind tak for den dejlige gen-velkomst...I er så søde herinde .
Sparkles: Jeg tror jeg har et ret præcist billede af, hvad du mener: Dét dér med, at når man har været meget tynd, så er det enormt svært at vide hvad "normal-vægtig" egentlig svarer til. Jeg baserer det desværre mest på BMI - altså under 17,5 = anorektisk vægt, 17,5-18,5 = ingenmandsland, 18,5 og derover = normalvægtig. Sandheden er nok desværre bare, at min reelle normal-vægt er ca. BMI 21-22(hvis min krop skal fungere optimalt)....men det virker helt uoverskueligt . Synes allerede det er galt nok, som det er nu.
Ved egentlig ikke hvad jeg sådant konkret GØR, for at føle mig mindre tyk. Men har heldigvis altid haft en tendens til at gå i store og løse toppe, tunikaer osv - og dem bruger jeg stadig. Men jeg indrømmer gerne, at det ER svært. Har taget 10 kg på, i løbet af et år - og kæmper nærmest konstant med følelsen af, at jeg da godt lige kan tabe 5 af dem igen. Men det stopper jo ikke dér - det ved enhver spiseforstyrrret: 5 bliver til 10 og 10 bliver til 15 - og sult bliver til overspisning og opkast....og det vil jeg bare ikke mere!!!! Så lige nu er det nok især dét der holder mig fast - at jeg VED, at hvis jeg vil helt ud på den anden side, så skal jeg holde et BMI på min. 18,5 og give min krop en chance for at fungere. Og så prøver jeg at fokusere på andre ting - f.eks. mit studie(selvom det kan være svært).

Velkommen tilbage

velkommen

Velkommen til(bage)