præstentation af mig - baby27

hej alle sammen
jeg er en kvinde på 27 år, der har et liv, hvor træning, kalorier, og alt vedr mad fylder meget.
min vægt har de sidste 13 år ligget på alt mellem 46 kg og 119 kg.
har erfaringer med bulimi, overspisning, samt en snert af anoreksi.
jeg har to diagnosticerede personlighedsforstyrrelser (dyssocial personlighedsforstyrrelse og borderline impulsiv personlighedsforstyrrelse) samt maniodepressive træk.
derudover havde jeg en voldsom og klinisk meget svær depression for 3-4 år siden (en ud af mange), hvor min datter blev anbragt i en plejefamilie. (dette er hun stadig, og hun har det rigtigt godt. vi ses hveranden weekend og har et godt og kærligt forhold).
jeg fik på det tidspunkt antidepressiva (citalopram), som jeg stadig tager hver dag, for at holde hovedet på rette køl, samt forbygge endnu en depression.
jeg har også stadig samtaler hos egen læge et par gange om måneden - en slags kontrol af psykisk status, om man vil
jeg ønsker ingen bedring, da jeg ikke er syg, efter min egen opfattelse.
jeg bor sammen med min dejlige mand og kat i nordsjælland. vi har været sammen i 4-5 år og har et super godt forhold. pga mine psykiske udfordringer er jeg ikke i arbejde, men går hjemme og har tilknyttet en mentor. min mand er i arbejde og uddannelse.
jeg har selv valgt mit liv og alt hvad der dertil hører, hvilket bedes respekteres
afslutningsvis vil jeg sige at jeg glæder mig utroligt meget til (forhåbentligt) at få et godt og konstruktivt fællesskab med jer herinde!!!

kærligst baby27

Velkommen til - du skal måske også lige vide, at folk herinde kæmper MOD sygdommen og mit indtryk er bestemt ikke, at folk herinde selv har valgt at være hverken ana eller mia...

Er enig med Skygge.
Velkommen, men vi støtter mest hinanden i at blive raske og fungerende igen.

jeg fik på fornemmelsen at man var fri til at ønske sig rask, og man var fri til ikke at ønske sig rask?
men jeg har måske læst forkert i bestemmelserne?
og sådan som i taber jer om kap, virker det lidt skinhelligt..

baby27 skrev:jeg fik på fornemmelsen at man var fri til at ønske sig rask, og man var fri til ikke at ønske sig rask?
men jeg har måske læst forkert i bestemmelserne?
og sådan som i taber jer om kap, virker det lidt skinhelligt..

Jo man bestemmer selv om man vil være rask eller ej, men at sige at sygdommen er en "livsstil" går imod hvad siden er til. Man kan bestemme om man vil være rask eller ej, men man kan ikke selv til og fravælge anoreksien - det er en sygdom.

Synes nu heller ikke vi taber os 'om kap' - mange vil tabe sig, ja, men også mange vil tage på :0)

Ikke for at virke snerpet, men bare for at slå fast, at det ikke er en Pro-side - heldigvis ;-)

enig enig enig...med de andre tøser....jeg bliver sgu provokeret af at en spiseforstyrrelse "bare" er en livsstil...Syntes der er STOR forskel på en livsstil og en sygdom!!

Sf kan fylde så meget, at det kan ende med at blive en måde at overleve på og fylde alt...og det kan vel for nogle se ud til at være noget man selv bevist vælger, men det aller aller sværeste ved denne SYGDOM er ambivalensen mellem livet og vægten/maden...

Og ja der er tråde herinde der omhandler vægttab....nogle "syge" men andre for at få støtte til at komme ned i vægt hvis fx overspisning har gjort en overvægtig...

Kunne jeg "vælge min livsstil" fra....så havde jeg sgu gjort det for 12 år siden...men det er pt min krykke for at overleve og intet med at leve..

Dejligt for dig at du har tabt nogle kilo når det gælder overvægt...

Det kan lyde meget hårdt dette indlæg, men blev provokeret...dejligt for dig hvis du ikke er syg, men jeg tænker at dette sted er et sted for nogle der er syge i mere el mindre grad...

Det skal dog UNDERSTREGES at der er plads til at leve med sygdommen herinde...i de problematikker man måtte kæmpe med...og ikke nødvendigvis med det krav, at man skal kunne kæmpe mod sygdommen...

enig med augusten - jeg blev bare mere provokeret end hende

Velkommen ;-) jeg vil nu også give agusten ret i det hun skriver

Velkommen
Jeg er håber på vi alle nok skal finde ud af det med hinanden.

Enig med augusten... !

Jeg tror mange af os, bliver vældig provokeret af dit ordvalg med "livsstil". Slankekur er en livsstilsændring, men anorexia nervosa er en psykiatrisk diagnose. Der er altså meget langt fra livsstil til sygdom....
INGEN herinde ønsker at være syge. INGEN....

Kan ikke sige noget de andre ikke har sagt...
Men håber du tager det til dig, og da vi er alle forskellige er det forskellige ting der er "gode", dog tror jeg alle herinde er klar over at det er "forkert" hvad vi gør, at det burde være nemmere...
Vil som Varanen sige at anoreksi bestemt ikke er en livsstil, men en sygdom, derimod er "slankekur" (hvis man altså ikke er FOR ekstrem konstant) vel en livsstil i en periode. Når først man bliver hæmmet i nogle valg vil jeg sige man er syge.
Du skriver du har haft bulimi, så er sikker på du stadig har dit og kæmpe med, og vil derfor også byde dig velkommen

Velkommen til.

Velkommen

Velkommen

tusind tak for alle jeres indlæg, det er dejligt at i tager stilling til min præsentation og giver udtryk for hvad i mener - konstruktiv feedback er altid nyttigt
jeg undskylder, hvis jeg fremstod for hård igår, havde en rigtig svær dag med søvnløshed og ædeflip, der selvfølgelig endte med gentagne opkastninger
dybt frustrerende
men i dag håber jeg at kontrollen er tilbage

jeg har nu redigeret i min præsentation, så jeg håber at mine problemstillinger fremstår del tydeligere nu

undskyld hvis det her er et dumt spørgsmål.

- men hvis du ikke selv føler at du er syg, hvad laver du så herinde?

Syntes bestemt bedre om det du har skrevet i dag, og selvom du ikke ønsker at ændre dit liv tænker jeg alligevel at noget i dig må ville noget andet.
Væk fra flip og opkast f.eks?
Tror sagtens man kan leve på en nok noget ekstrem måde madmæssigt hvis blot ens krop forbliver sund og får det den har brug for, at man sagtens kan leve godt på en lidt lavere vægt end lige bmi 18,5, vi er jo heldigvis alle forskelligt bygget.
Det vigtigste må være at maden ikke hæmmer en i at gøre nogle ting, at ,kan kan leve og nyde det uden at græde hver gang vægten viser blot 100g højere eller ved at slutte hvert måltid af med at kaste op.
For mig ville en "mild form" for anoreksi lige nu også føltes som himmelen sammenlignet med bulimiens helvede. Og her mener jeg ikke vægt, men det at kunne spise godt og sundt uden det blir til 5 kg af gangen efterfulgt af to fingre i halsen.
Lige nu ville det at kunne spise 1000 kcal hverken mere eller mindre en periode være en kæmpe fremgang.
Tænker ofte at hvad der er godt og skidt er forskelligt fra person til person alt efter hvordan man ellers har levet, og med det du skriver lyder det til at du har været ude i meget hårde tider, og er kommet rigtig langt de sidste år, virkelig flot
Vil stadig ikke sige at anoreksi kan være en livsstil, for så hedder det altså noget andet, men nok om det.
Undskyld et langt indlæg i din præsentation og igen velkommen til, håber du kan finde den positive støtte du søger herinde

*synes godt om*

tusind mange tak for alle jeres svar, det gør mig rigtig glad at se at jeg formuleret mig bedre denne gang
blueberrybird, du har helt klart ret i dine antagelser, super godt skrevet!
og til elise - det er en del af mig og mine diagnoser, at jeg ikke har det godt med svaghed, og for det meste ikke vil anerkende, at jeg har problemer med visse ting.
bla mad, at være social, og at være kontinuerlig i mine handlemønstre.
jeg har en stor ambivalens ift til det, de fleste vil kalde "normalitet" - jeg ønsker det, men alligevel gør jeg absolut ikke.
derfor formulerer jeg mig, som jeg gør