hej igen til gamle og nye

Jeg ville bare lige skrive hej. Nu hvor jeg "igen" læser med og der er nye medlemmer, tænker jeg at det var det jeg burde, så...
hej

Velkommen tilbage

Velkommen hertil

Min skønne Thelma

Heiiiiiiiii - har savnet din dagbog og fede skrivemåde

Hej Måne. Dejligt du er tilbage Er din i aften som aftalt

Hej søde Måne

Dejligt du er tilbage

Æble - jeg svarer dig lige her på dit spørgsmål Jeg har også tænkt på dig flere gange - du var jo også en af dem, jeg lærte at kende i det gamle forum og kom til at savne. Der skete så meget da det gamle forum gik ned og jeg følte mig... tja - først forsvandt dagbøgerne og dum som jeg var, tog jeg det som noget personligt - som verden var imod mig/os og jeg kunne ikke rigtig starte forfra. Og så overtog bulimien enormt og det var meget svært for mig, at føle mig som et nederlag herinde også - på trods af jeg ved der er mange med bulimi. Jeg har nok været meget deprimeret og er det stadig, men det er en lang historie.
Som sagen er nu - er jeg blevet sygemeldt fra min nye uddannelse, så jeg går hjemme. Jeg kaster op hver gang jeg har spist - vender bare hovedet ned. Dvs at jeg ser ikke ligeså hærget ud i ansigtet, men bulimien er blevet så "let", at den har taget magten fra mig totalt. Kan ingenting spise uden det skal ud og det er alt/intet, så når jeg spiser er det enorme mængder. Efter jeg ikke behøvede bruge fingrene mere, har jeg tabt mig/taber jeg mig, men igen - det tager hele livet fra mig, men prøver at undgå det når ungerne er hjemme. Jeg går til lægen tit - hun betyder ligeså meget for mig, som mine unger (og Lucy ). Jeg var ved at blive tvangsindlagt. pga min depression (selvmordstanker) og hun siger hun bør indlægge mig, på en medicinsk afdeling, pga. min fysiske tilstand, men hun vil ikke gøre det mod min vilje. Nogle dage vil jeg selv gerne indlægges, men min mand siger det er umuligt. Jeg tror jeg dør af det. Og jeg tror han har givet op, men facaderne længe leve og han går ingen vegne. Tror bare ikke folk uden spiseforstyrrelse, kan forstå "hvorfor man gør det". Men det er jo også selv svært selv at forklare, hvorfor man ikke bare kan stoppe. Man vil jo ikke stoppe - jeg vil ikke - fordi det fjerner følelserne, som kommer af forskellige grunde. Og uden min spiseforstyrrelse er der bare er uoverskuelig og ukontrollabel verden.
Selvom jeg af tidligere årsager ikke vil på Stolpegården er jeg blevet henvist dertil af min læge, det var et krav fra hendes side. Men der er 11 mdrs ventetid, men det godtager kommunen og de lader mig pt være, så det er vel okay.
Fremtiden? Who knows.
Min tur til USA gik på mange måder godt og igen var det dejligt at komme hjem og være mig selv igen, uden folk omkring mig konstant. Vi skal afsted igen, med både min mands og min familie og det er svært at overskue - jeg er blevet sygere og tyndere og derovre kan jeg ikke pakke mig ind. Men den tid den sorg.
Jeg har læst din præsentation kære Æble - og er ked af, at du er gået tilbage i din fremgang. Men jeg er glad for, at du er her igen. Så velkommen tilbage til dig også
Undskyld det lange svar, men hvis du kender mig lidt, så ved du at begrænselsens kunst, ikke ligefrem er et af mine talenter.
Knus

Hej Måne,

jeg har læst mange af dine dagbogsindlæg herinde, elsker din måde at skrive på .

Dejligt, at du er herinde igen - selvom det selvfølgelig ville være bedst, hvis du var helt ude af bulimien.

Mange tanker herfra

Mange tak miss J
Jeg har overvejet at begynde at skrive dagbog igen, men jeg har bare så svært ved at starte forfra. Det lyder nok mærkeligt - føler mig måske stadig såret over, at nogen fik den slettet hehe (snak om at tage det personligt ). Men nok også pga, at depressionen og bulimien æder mig, så har kun lige kunne overskue, at have kontakt til meget få mennesker, selv om det ikke engang er irl.
Men i er jo så søde og når i gider læser hvad jeg skriver, burde jeg virkelig udnytte det og få alt jeres dejlige feedback Så måske det bli'r i aften, at jeg tager mig sammen og starter New Moon version 2

Hej Måne, Jeg kan kun være enig med de andre i, at det er virkelig dejligt at have dig tilbage . Jeg er ked af at høre du har haft og har det sådan som du har det - og det er virkelig svært m ventetiden til behandling . Samtidig sidder de følelser omkring mad og kost vi har, også bare så dybt begravet i os, at det kan være svært at ændre på bare sådan - jeg håber du tager det rigtige valg for dig omkring din indlæggelse og hvor kunne jeg dog ikke være mere enig i at det er SÅ svært for andre at forstå hvad det er vi har med at gøre.
Jeg er selv lige startet på stolpegården... Ved ikke om det er det rigtig for mig, for et eller andet sted føler jeg bare det hele blir værre - havde du det på samme måde med dem deroppe?

Alt i alt godt at du er her og kan snakke, det er bedre end at lukke alt inde i sig selv.

er du også tilbage ? Øv da også - men forhåbentligt har du det bedre. Altså "rask" bli'r man jo heller ikke bare lige sådan - som du selv siger. Uanset om man ønsker eller ej. Det er en lang kamp, som er så indgroet i ens indre og nok altid for mange vil ligge og lure, selvom man kommer ud på den anden side. Jeg håber også det går godt med din træning - jeg selv har ikke trænet i et stykke tid pga. jeg ikke har kunne gå ud af døren - har simpelthen skulle have mad og lokum inden for rækkevidde og bare være helt i fred, når det var muligt. Det hele kulminerede da jeg startede ny uddannelse 1 sep og stoppede med at træne hver dag og havde arbejdet 1,5 mdr. Gik helt ned og først nu har jeg åbnet døren igen og har genindmeldt mig i fitt.centret forleden. Og damn hvor var/er jeg svag. Hvor forsvandt mine muskler hen og min energi ? Jeg vil dog derned pga. det måske kan bryde de dumme rutiner derhjemme - hvis bare den skide sne gider forsvinde, så jeg får bilen igen fra min mand, som plejer at cykle. Dumme sne!!!!

Stolpegården kan jo have ændret sig meget, det er lang tid siden jeg var der sidst.. Jeg er blevet henvist til Bispebjerg pga min indre had for Stolpegården, men det er altså igen Stolpegården jeg har fået brev fra. Min læge prøver at opklare mysteriet pt. De vil jo alligevel ikke have mig på Stolpegården. Jeg er for tynd og blev nægtet adgang til bulimigruppen. Hun sagde forøvrigt at min bmi også var for lav til anoreksigruppen, men den ville jeg jo alligevel ikke i pga det ikke er mit problem åååhhh!!!! Jeg skulle VILLE det og det vil jeg jo ikke? Jeg vil have hjælp til følelserne bagved!!! Og de vil bare fylde i mig, kontrolveje mig, må ikke træne OG skal tage 500 gram på ugentligt PLUS en med den samme uddannelse som mig selv, sad overfor mig og snakkede ned til mig - No way. Jeg har dårlig sam nok i forvejen, end hun skal fylde mere på mig og hun fik mig til at føle mig dum og som en løgner. Og jeg kan slet ikke opfylde deres krav, ved at være der nogle timer hver dag - jeg går sgu da stadig hjem og gør det samme og bare endnu mere, fordi det er stressende at skulle frem og tilbage langt pokker i vold, når man har tre børn.
Jeg er for gammel til de fleste tilbud eller er udenfor kasserne, så ingen vil have mig. For mig passer det egentlig fint, men min læge søger og søger og tror det vil supplere hendes behandling.... Jeg vil hellere bare blive kun hos hende.

Hvordan går det ellers pink? Med kærligheden, familien, studiet og træningen?
Knus

Jeg tror det er en go ting at du kommer lidt ud og træner, som du også selv er inde på eller bare det, at komme lidt ud. For det er virkelig en dræber, at være derhjemme hele tiden. Det er rart og trygt nogen gange. Men andre gange kan jeg også mærke på mig selv, at jeg syns det er død sygt ikke, at være mere social og ikke mindst have energien til at være social. Det manglende energiniveau gør, at jeg lukker andre mennesker ude hele tiden – jeg kan simpelthen ikke overskue dem. Samtidig kan mærke jeg er dybt afhængig af min træning, hvis ikke jeg kommer af sted, så ligger jeg bare derhjemme hele dagen og får det endnu dårligere, men når jeg kommer ud sker der så mange ting og der er så meget, at holde styr på inden i hovedet, at jeg bliver nød til at lede tankerne over på andre ting.
Jeg startede i august på Hf for at tage nogle suppleringsfag til min HHX eksamen, jeg har dog, desværre, måttet droppe ud her i starten af november - fordi jeg hverken kan huske, koncentrere mig, komme til timerne eller overskue afleveringerne.
Træningen går det tilgengæld rigtig godt med . Jeg må bare snart også i gang med at svømme for, at ha lidt vekslende for ikke at få skader, for jeg kan mærke på min ryg den ikke bryder sig om alle de lange løbeture jeg gerne vil igennem flere gange om ugen.
Kærligheden fungere overhovedet ikke, jeg har tabt mig lidt her på det sidste og fik så en masse selvtillid til at gøre noget ved kærligheden. Det fungere bare ikke , jeg bliver ikke forelsket og dem jeg har været på date med irriterer mig mere til sidst m deres nærvær end det gør godt. (jeg føler mig virkelig ikke nem, at skulle gøre tilfreds) .
Omkring stolpegården så håber jeg der kommer noget godt ud af det.
Hvad er det nu du har af uddannelse er det, som psykolog? eller? (Jeg kan ikke lige huske det.)
Jeg syns bare de fokuserer meget på mad, kost, afføringsmidler, træning. Da jeg spurgte dem, hvad jeg skulle gøre resten af de dage jeg ikke var på stolpegården, sagde min behandler at de ikke havde mulighed for at kunne gi noget ekstra hjælp?! Jeg har så snakket m min egen læge efterfølgende, som gerne vil støtte mig igennem min behandling (selvom det vist er lidt imod stolpegårdens regler).

Hvor er det bare dejligt at høre du er i live Måne, men hvor er jeg ked af at du er så langt nede som man næsten kan komme uden at der er noget hjælp til dig. Jeg havde håbet at du kunne fortælle solskinshistorier Jeg hepper for at du starter en helt ny dagbog, eeeelsker din måde at skrive på, savner at læse det, det var dagens højdepunkt dengang jeg læste din dagbog hver dag Så starter jeg også en dagbog, jeg er bare så nervøs for at blive opdaget af nogen